Atma
Vores evige selv
I et meget tidligt stadium af det menneskelige fosters udvikling træder Atma (et sanskritord, der betyder vores evige Ånd) for første gang ind i fostrets hjerte, som derefter begynder at pulsere. Biologisk udvikler vores hjerte sig tæt på embryonets hoved i det kardiogene område og skubbes senere ned i brystet, efterhånden som vores krop udvikler sig. Atmaen bor i hjertet som en tavs tilskuer til vores liv og kommer kun ind i vores bevidsthed gennem selvrealisering. Den er afspejlingen af det oprindelige væsen indeni os. Den udvikler sig ikke, men er snarere målet for vores evolution, eller man kunne sige evolutionen af den menneskelige bevidsthed, for at nå Åndens tilstand.
Mens vestlig filosofi drejer sig om individualisme og udviklingen af personligheden eller egoet, er østlig filosofi relateret til kollektivisme og bestræber sig på at vende individet indad mod vores kollektive væsen, den altgennemtrængende Ånd.
Shri Mataji beskriver, hvordan afskæringen af navlestrengen ved fødslen forårsager en adskillelse i vores bevidsthed fra den absolutte guddommelige bevidsthed i den subtile Sushumna-kanal. På et groft niveau svarer denne adskillelse til kløften mellem solar plexus og vagusnerven i det parasympatiske nervesystem. Dette fænomen er blevet benævnt i mange gamle skrifter, for eksempel som Tomhed i Zen-systemet og Maya (illusion) i hinduismen. Senere, i vores barndom, når vores begrænsede menneskelige identifikationer, symboliseret som ego og overjeg, svulmer op som en ballon, der dækker hjernens venstre og højre hjernehalvdel svarende til enderne af det venstre og højre sympatiske nervesystem, omslutter det fuldstændigt vores bevidsthed som en separat enhed, og bevidstheden om 'jeg' (Aham) hersker.
Gennem selvrealiseringens proces, når Kundalini stiger op til hjertet, oplyser den Atma, og vi begynder at føle Atmas medfødte kvalitet, den rene glæde ved eksistensen. Når Kundalini stiger videre op til Sahasrara-chakraet, det højeste energicenter placeret ved fontanellen på vores hoveder, forbindes vores individuelle Atma med den altgennemtrængende universelle kraft, og vi bliver gennemvædet af saligheden ved at være ét med os selv og den kraft, der gennemsyrer universet. Selv en anelse af denne glæde (som vi måske oplever, når blot nogle få tråde af Kundalini stiger op over vores hoveder) kan fungere som en ledestjerne på vores åndelige rejse. Når vi først har følt den glæde, ønsker vi ikke at miste den og vil automatisk afstå fra holdninger og adfærd, der er skadelige for dens opretholdelse og vækst. Derfor er der meget få regler i Sahaja Yoga og intet dogme som sådan.
Adi Shankaracharya, en af Indiens berømte spirituelle mestre, beskriver denne absolutte tilstand af bevidsthed om det kollektive væsen, der afspejles i vores hjerte, som evig lyksalighed i de smukke vers i "Atma Shatakam"
"Manobuddhyahamkar. Chittani Na Aham
Jeg er hverken intelligens, sind, opmærksomhed eller ego
Na cha Shrotr. Jihve, Na cha ghraan Netreghraan Netre
Jeg er hverken høreorganerne, smags-, lugte- eller synsorganerne
Na cha vyom. Bhumir Na Tejo Na Vayu
Jeg er hverken himlen, jorden, ilden eller luften
Chidanand. Rupah., Shivo.ham, Shivo.ham
Jeg er evig lyksalighed og bevidsthed, jeg er Shiva, jeg er Shiva "